rahibe porno porno seyret
Korsika rundt - næsten

 Download artiklen som pdf-fil ved at klikke på linket nederst på siden.

Vagabond REJS besøgte Korsika i april 2007 sammen med vineksperten Henrik Knudsen. Vi lejede en bil i Ajaccio og kørte op langs vestkysten til Bastia i nord og retur via Corte gennem øens centrale højland. Korsika er ikke meget større end Sjælland, men vejene er smalle og fyldt med sving, så en gennemsnitshastighed på meget mere end 50 km i timen er ambitiøst! Her er nogle af turens højdepunkter.  TEKST: HENRIK KNUDSEN OG SØREN MILHOLT    FOTO: SØREN MILHOLT OG ATC

Korsika er et bombardement af sanseindtryk. Vild, smuk, uberørt og farverig. De store kontrasters ø. Her findes bugnende frodighed og uigennemtrængelig maki. Sneklædte bjergtinder, snørklede bjergveje og dramatiske øde kyststrækninger med det krystal-klare, let arrogante og dovne azurblå hav, Le Grand Bleu. De vanvittige klippeformationer og de brede, kridhvide strande. Pittoreske, godt nedslidte, næsten uddøde landsbyer, hvor tiden synes at have stået stil-le i 100 år og så de halv- og helmondæne oppustede hjemsteder for den internationale masseturisme, som man kan søge til, når man efter nogle dage er ved at blive immun over for al Korsikas betagende skønhed og måske får lyst til at lede efter de sidste rester af den korsikanske frihedsbevægelse.

I SELSKAB MED MAUGHAM OG COWARD
Det højtbeliggende Hotel Les Roches Rouges i den nordlige udkant af middelalderbyen Piana på vestkysten er fra 1912. Ser man bort fra de moderniserede badeværelser, står hotellet, som da det blev skabt. Man føler sig virkelig hensat til en svunden tid og har
let ved at forestille sig, hvordan det let depraverede, bedre borgerskab, som beskrevet af Somerset Maugham og Noel Coward, i mellemkrigsårene har siddet og spist i den overdå-digt udsmykkede restaurant med søjler og fresker, klædt i smoking og lange rober. Og til bittersøde jazztoner bagefter har bevæget sig ud på panoramaterrassen, nippende til en gin og tonic for betaget at betragte solnedgangen over Portogolfen og de rødfarvede klip-per, Calanches de Piana.

Restauranten byder på tre-retters menuer til henholdsvis €32 og €40. Vi valgte den dyre og fik en lækker bisque på hummer og kammuslinger med friske, sprøde og spænd-stige hvide aspargesstykker og små lækre hvidløgs-croutoner. Derefter en smørstegt lokal multe-lignende fisk (maigre) med tilbehør af kålblade viklet om blancheret små-hakket hvidkål. Valget mellem dessert eller ost faldt ud til ostens fordel med to gedeoste og en fåre ditto, alle med rigtig god smag og ledsaget af en god kraftig lokal rødvin.

Hotel Les Roches Rouges er ren nostalgi fra tiden før moderne internationale designerhoteller. En perfekt ramme om et romantisk ophold med ens udkårne, selv om værelsesstandarden måske nok kunne være bedre. Der er 30 værelser og husk at vælge et af dem ”sur mer” (med havudsigt) – det koster kun €10 oven i standardpri-sen på €80 for et dobbeltværelse. Hotellet har kun åbent i perioden 15. marts til 15. november www.lesrochesrouges.com.

PROPTRÆKKEREN I CALVI
Et godt sted at smage Antoine Arenas (se boks om vin) og mange af Korsikas øvrige store vine er på vinbaren i Rue Clémenceau i Calvi, Le Tire-Bouchon (Proptrækkeren), beliggende i en af de små gader, der går ned mod yachtde-len af havnen.

Her serveres et meget flot udbud af øens vine glasvis (15 cl) til priser fra €3-7. Her fik vi, som afrunding på en yderst delikat korsikansk charcuteri- og ostetallerken (til henholdsvis €10 og €7) med tilhørende entusiastiske vine, stukket et glas brunlig vin i hånden af den meget imødekommende og meget kompetente ”patron”, som kunne være den fran-ske tennislegende Henri Lecontes lillebror. 10 år havde mosten fra de senthøstede Vermentinodruer ligget på fad, før den blev tappet. En eksplosion af saft og kraft. Tyk og koncentreret med svag bitter finale. Overvældende.

APPARENCE DE RICHESSE Calvi er måske Korsikas smukkest belig-gende by. Den er omgivet af vand på tre sider og har masser af hvide strande – og et mylder af turister i sæsonen. Frem-medlegionen har en garnison lige uden for byen, og de barskt udseende herrer er en naturlig del af bybilledet.
Lidt nord for Calvi, på vej mod Île Rousse og ved indgangen til Bonifato-dalen, ligger Château Hôtel La Signoria. Man kommer dertil ad en smuk palme-allé. Som nordbo er man øjeblikkeligt bjergtaget. Store gamle pinjer, citron- og kumquattræer står smukt omkring den gamle genuesiske, rødokkerfarvede hovedbygning, der stammer fra 1800-tal-let og de øvrige bygninger, der er indret-tet til gæstebolig, bar og reception. Stilen er en flot afstemt blanding af noget ita-liensk og korsikansk med strejf af noget moderne.

Såvel træer som bygninger er natur-ligvis stemningsfuldt belyst om aftenen, hvor man kan sidde udenfor og nyde et fredfyldt og køligt glas Muscat du Cap Corse med udsigt til de snedækkede bjergtoppe i horisonten. Indvendig er La Signoria en dristig, men særdeles vellyk-ket, blanding af antikviteter, moderne kunst og design. Værelserne, der alle er forsynet med en lille balkon, er af eks-trem høj standard.

Man føler sig godt tilpas i denne oase af skønhed. På en gang mondænt med denne ”apparence de richesse”, som franskmændene elsker, men også meget charmerende og intimt. Pool-området er lille og smukt, og der findes en separat lille pavillon med en rimelig stor jacuzzi og mulighed for spa- og massagebehandlinger.

Hotellet har åbent fra 1. april til 31. oktober. Prisen for et dobbeltværelse varierer fra €250-320 afhængig af perio-de. www.auberge-relais-lasignoria.com.

JAGTEN PÅ MICHELIN-STJERNEN
Ejerne har åbenlyst store ambitioner med La Signorias restaurant, hvor chefkok Thomas D’Arcangelo tryller i køkkenregionerne.

Maden var fortrinlig, og vi betalte (med glæde) €80 for en såkaldt Menu Saveur Corse med fire retter og lidt mundgodt ind imellem. Vi nød en kraftig klippefiskesuppe med enorm dybde i smagen - der må være røget nogle fisk igennem blenderen! Vi fik en blød og lækker (og rød i midten) stegt tun; vi fik lækre lokale oste, og vi fik en ”for-dessert” i form af et par miniature-kræmmerhuse med ”diplomat-creme” i nålestriber omkring kræmmerhu-sene. Selve desserten var lidt af et udstyrsstykke. To chokoladedækkede spisepinde på tværs af en dyb tallerken og ovenpå balancerede to små sukkerdejsklumper med varm chokolade, en kugle æblesorbet og en gang kaffecreme med vaniljeskum – det hele garneret med pærepuré og pyntet med en frisk vaniljestang.

Vi var enige om, at her kæmper man bravt for en af de forjættede Michelin-stjerner. Der var mere personale end gæster, og hver havde sin nøje specificerede opgave. En hældte vand op, en sørgede for friske knive, gafler og skeer, en vandrede i pendulfart mellem de fire besatte borde med brødbakken (hele tiden suppleret med friske varer, selvfølgelig), en til at beskrive, hvad vi fik serveret på tallerkenerne, en sommelier til at komme med forslag til vine, en menig til at servere vinene, en til at rydde bordet mellem retterne, en lidt mere senior til at stå henne i et hjørne og holde øje med slagets gang og udvikling og så selvfølgelig også en restaurantchef med ansvar for alt og alle.

Det var lige før, at det var lidt for meget af det gode, også fordi alle havde hårde læderhæle under skoene, og på det klinkebelagte gulv lød det næsten som Fremmedlegionens exercits, når de alle løb rundt mellem bordene på samme tid. Men sammenlagt en stor oplevelse, og vi ønsker held og lykke med stjerne-jagten!

TURENS BEDSTE MORGENMAD
Morgenmad på fransk er sjældent en overdådig oplevelse. Franskmændene selv synes at være tilfredse med at dyppe deres croissant i kaffen.

Efter vores vinbesøg i Patrimonio overnattede vi på La Dimora, et nyåbnet hotel med 17 værelser omkring et smukt poolområde og med en fantastisk udsigt hele vejen rundt. Bygningen er en gammel gård, og ejeren Carole Leccia har sammen med sin mand og familie nænsomt restaureret hele molevitten på fornemste vis.

Hvert værelse er individuelt indrettet, de er alle store, og badeværelserne er utroligt lækre. Om morgenen er der buffet i hovedbygningen. Den kan enten nydes inden døre eller på den idylliske terrasse med udsigt mod bjergene. Her serveres friskpresset appelsinjuice, friske frugter, forskellige yoghurter, lokale hjemmelavede mar-melader, honning og oste til det nybagte brød, og som en selvfølge serveres æg efter ønske; kogte, spejlede eller som omelet. En sjælden oplevelse i det franske.
La Dimora ligger seks-syv kilometer syd for Saint-Florent. Kør mod Oletta ad D82, og så ligger det på venstre hånd et par kilometer før Oletta. Hotellet
er åbent i perioden april-november, og priserne for et dobbeltværelse (chambre supérieure) varierer fra €135-190 afhængig af perioden. Morgenmadsbuffeten koster €15 pro persona, og det er den sandelig også værd. Mere på www.ladimora.fr.

MAISON MATTÉI I BASTIA
Bastia er med sine 40.000 indbyggere Korsikas næststørste by. Den ligger helt oppe mod nord, hvor halvøen Cap Corse stikker opad som en pegefinger, og vir-ker meget uturistet.
Undlad ikke at besøge den idylliske (og arbejdende) gamle havn og tag en slentretur i de gamle snævre gyder med vasketøjet hængende tværs over gaden.

Forfaldent og nedslidt, men med sin egen charme og skønhed.  

Havnen er også det perfekte sted at nyde en Pietra, Korsikas helt egen kastanjeøl, som er en ravgul øl med en krydret aroma og masser af smag. Fås overalt, enten som fadøl eller i flotte flasker med korkprop.

På Boulevard General de Gaulle ved Place Saint-Nicolas ligger Korsikas ældste vinforretning, Maison Mattéi, som blev grundlagt i 1872 af Louis Napoléon Mattei, skaberen af den berømte aperitif Cap Corse. Butikslokalet står stort set uforandret med knirkende gamle trægulve og smukke røde vitriner, som bugner af et stort udvalg af korsikanske vine og søde likører, linet op i alle faconer, farver og smagsvarianter. Desuden kan man finde alskens lokale marmelader og hon-ninger. Prøv myrtelikøren med dens helt specielle duft af urter og komplekse, bittersøde smag. Åbent alle dage undtagen søndag fra 09.30-12 og fra 14.30-19.

PÅ VINBAR I CORTE
Corte ligger midt på Korsika, omringet af høje og sneklædte granitbjerge. Corte var øens hovedstad, indtil Napoleon flyttede den til Ajaccio, og Corte var også hovedsædet for den nationale leder og frihedshelt, Pascal Paoli, i 1700-tallet.
Corte har i dag omkring 7.000 indbyggere, og her kommer knap så mange turister som langs kysterne. Byen virker lidt slidt, men stemningen i de små gader fejler ikke noget. Byens centrale plads er naturligvis opkaldt efter fædrelandets fader og hedder Place Paoli.

Fra pladsens nordligste hjørne (hvor Cours Paoli begynder) går den lille gyde Ruelle de la Fontaine op til venstre. 15 meter oppe ligger La Vielle Cave, en fortryllende gammel vinkæl-der med vintønder som borde og med enkle rustikke trætaburetter. Her var ægte mande-hørm omkring baren med otte-ti meget lokale gæster, der førte fire-fem samtaler og diskus-sioner på kryds og tværs. Krofatter er en ældre jovial herre, og han skænker rundhåndet fra de store egefade af husets lokale hvid-, rosé- eller rødvin – pris €1,80 per glas – og så følger der også en lille tallerken med gedigne skiver lokale charcuteri-varer med i købet.

OG SÅ PÅ ”MUSEUM”
Øverst oppe på en klippeknude ligger Cortes imponerende citadel, bygget af genueserne i 1420. Neden for citadellets enorme mure findes en labyrint af små hyggelige stræder med fred og ro, skygge, butikker og caféer og restauranter. En af dem hedder U Museu og ligger i Rampe Ribanelle. Her er servering al fresco på udendørs terrasser i forskudte niveauer med 180 graders udsigt mod øst og mod bjergene i nord. Køkkenet serverer lokale specialiteter som fx en assiette til €10 med vildsvinepaté med en let krydret og pikants-magende sauce, solide skiver af egnens skin-ker og pølser og lidt ost. Der var også cannelloni med den lokale hvide friskost, brocciu kaldet, til €9,50.

Brocciu minder om den italienske ricotta og var for os mere et lokalt kuriosum. For en sand osteelsker smager brocciu ikke af ret meget, men det gør ricotta jo heller ikke. Den indgik også sammen med et ordentligt pift vild mynte
i en blød og lækker omelet til €8. Lokal kraftig vin, hvid som rød som rosé, serveres i kander til €7 for en halv liter. Et smukt sted med glimrende betjening, en suveræn atmosfære og udsigt og kun få turister.

REJSEN DERTIL
Korsika er bogstavelig talt oversvømmet med turister i juni, juli og august. Ifølge lokale eksperter er de to opti-male perioder at besøge øen i derfor henholdsvis anden halvdel af maj og ditto september, hvor klimaet er perfekt, og hvor man stadig kan nyde en smule ensomhed.


Flere danske rejsebureauer arrangerer rejser til Korsika: Langley Travel – 3391 7000, Ruby Rejser – 8615 3599, og Region Rejser – 9839 2069

Der er masser af flyforbindelser til Korsikas lufthavne i Ajaccio, Bastia, Bonifacio og Calvi. Vi fløj med Air France til Ajaccio via Paris, og det kræver lidt ekstra tid, for der skal skiftes lufthavn (fra Charles de Gaulle til Orly).

Ad søvejen er der utallige færgeforbindelser fra såvel det franske som italienske fastland til de samme byer plus flere andre. Den hurtigste (og dyreste) forbindelse fra Frankrig er ekspresfærgen fra Nice til Calvi – det tager 21⁄2 time. Info om Korsika på www.visit-corsica.com.

AJACCIO OG U STAZZU
Ajaccio, udtales med tryk på sidste sta-velse (asjakSJO), er Korsikas hovedstad. Her fødtes Napoleon Bonaparte i 1769, og det bærer byen stadig præg af, om end hans til-stedeværelse på Korsika begrænsede sig til hans barndom – han blev sendt i skole på fastlandet som 9-årig. Der er mindesmærker og statuer overalt. En af dem (med Napoleon som romersk kejser) står på Place Foch, og på hjørnet
af denne plads og Rue Bonaparte ligger delikatesseforretningen U-Stazzu - det korsikanske navn for svineopdrætterens sommerbolig højt oppe i bjergene. I U Stazzu har den passionerede og stolte Paul Marcaggi, svineopdrætter og kastanjeavler, omhyggeligt samlet Korsikas allerbedste producenter inden for charcuteri, ost, oli-ven, vin, honning og marmelade.
Overalt hænger skinker og pølser tungt, men lykkeligt ned fra loftet. Og man forstår hvorfor. Alt kødet stammer fra fritlevende, korsikanske grise (en bestemt race), som
i mindst to år har fået lov til at gnaske en masse kastanjer i sig, inden de skal lade livet. Et noget andet liv end vores sårbe-fængte industrigrise har været udsat for.  
Det afspejler sig naturligvis i produk-terne, der med navne som Lonzu, Coppa og Figatellu måske ikke siger os så meget, men til gengæld giver en smag med en fantastisk rigdom og dybde.  Paul Marcaggi håber på, at hans skinker næste år vil opnå den AOC-status, som vin og Bressekyllingen nyder godt af.
Hvis du ikke er til charcuteri, så prøv Korsikas bedste olie, den frugtige og blide Domaine de Marquiliana, der ligesom butikkens øvrige produkter naturligvis er biodynamisk avlet. Eller den korsikanske friskost, Brocciou, som indgår i en række forskellige korsikanske retter. U Stazzu har åbent dagligt 9-12 og 14.30-19. Alle butik-kens produkter kan desuden bestilles over internettet – www.ustazzu.com.

 

Paul Marcaggi viser stolt
rundt i U Stazzu.

 

Attachments:
Download this file (korsika.pdf)korsika.pdf[Download artiklen som PDF-fil]1154 kB

Vin-nyt!

  • 25 maj
    i november 2008 besøgte vi den sydlige del af det franske departement Drôme... læs mere
  • 25 maj
    Vaucluse og området omkring den storslåede bjergkam Les Dentelles des de... læs mere

Få vores nyhedsbreve

Nyhedsbrev - abonnement

Vi anvender cookies for at forbedre oplevelsen af dette websted. De er desuden vigtige for funktionerne på siderne. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler cookie-oplysninger på denne side: Cookie oplysninger.

Jeg accepterer cookies fra denne hjemmeside.

EU Cookie Directive Module Information