rahibe porno travesti porno porno indir escort bayan escort bayan escort bayan
Myter, Cykler og Vin

Kært barn har mange navne. Det gælder også det legendariske Mont Ventoux, den højeste top i Provence (1.909 meter), beliggende cirka 15 kilometer nordøst for Carpentras og et fikspunkt fra alle verdenshjørner og synligt 100 kilometer væk.

TEKST OG FOTO: SØREN MILHOLT
Den første kendte bestigning af Mont Ventoux blev foretaget den 26. april 1335 af digteren Petrarca. Datoen kendes fra en beskrivelse af turen i et af hans mere end 1.000 efterladte breve. Siden er mangt og meget skrevet om bjerget, og myterne er utallige.

På keltisk betyder Mont Ventoux ”det hvide bjerg”, og det kaldes også ”det skaldede bjerg”. Det øverste stykke op mod toppen er altid hvidt, om vinteren er der sne, og resten af året er det en goldt udseende kalkstensørken, der oprindelig er gammel havbund. På latin hedder bjerget Mons Ventosus – ”det blæsende bjerg”, og det er der en god grund til. Mistralen (mestervinden) suser ned gennem den smalle Rhônedal, og toppen af bjerget er næsten altid omstridt af blæst. Vindhastigheder på op til 250 kilometer i timen er målt på toppen.

Tour de France
”En ond guddom, der kræver sine ofre”, har Jørgen Leth kaldt Mont Ventoux. Dette selvfølgelig med reference til de utallige og drabelige dueller udkæmpet i Tour de Franceregi på netop Mont Ventoux, der vel som bjergetape kun overgås af Alpe d’Huez i det store franske etapeløb. Tourfeltet klatrede første gang op ad Mont Ventoux i 1951. Store navne har vundet gennem årene, som Bobet i 1955, Charly Gaul i 1958, Merckx i 1970, og hvem husker ikke, da den 1,94 meter høje og 90 kg tunge Eros Poli i 1994 startede fra bunden af bjerget med et forspring på næsten 30 minutter til hovedfeltet. Da han nåede toppen, var forspringet skrumpet ind til seks minutter, men på nedkørslen kunne ingen nå feltets tungeste rytter, og han vandt foran alle de kendte bjergspecialister.

Der var også drama i år 2000, da den italienske bjergged Marco Pantani udkæmpede en fantastisk duel med Lance Armstrong i den gule trøje. Pantani var i store vanskeligheder undervejs, faldt tilbage, men nåede op igen, og de to nåede toppen sammen, hvor Armstrong storsindet lod Pantani køre først over målstregen.

Richard Virenque fik sit store comeback efter sin dopingudelukkelse i 2002 på Tour’ens 14. etape. Han fik et tidligt forspring og holdt hele vejen op, naturligvis til de mere end 300.000 fanatiske tilskueres udelte begejstring. Det var på denne etape, Armstrong ikke blev behandlet særligt pænt af det samme publikum.

Tilnavnet ”Dødens bjerg” fik Mont Ventoux i 1967, da den tidligere verdensmester Tom Simpson fra England faldt død om 1,5 kilometer fra toppen. Heden var ulidelig, og man troede først, at solstik og væskemangel var dødsårsagen. Det viste sig senere, at Simpson var dopet og derfor ikke havde mærket kroppens advarselssignaler.

Op og ned ad bjerget
Og Mont Ventoux er en hård nød at knække. Ikke bare for specialisterne, men også for de mange tusinde cykelentusiaster, der hvert år giver sig i kast med udfordringerne. Det er en manddomsprøve af de store for enhver motionscyklist, men klarer man det, er man blåstemplet for tid og evighed blandt kendere af cykelsport og dette berømte bjerg.

Der er tre veje til toppen. Man kan køre 26 kilometer op fra Sault i øst, af mange betragtet som den letteste af de tre ruter. Den er længst, men stigningsgraden er den mindste. De to andre, fra henholdsvis Malaucène i vest og Bedoin i syd, er næsten lige lange (21 kilometer), men med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 7,5 %. Bedoinruten anses som den klassiske og den skrappeste med en stigning på mere end 9 % for de sidste 10 kilometer. Højdeforskellen fra bund til top er cirka 1.600 meter for begge, mens den ”kun” er 1.200 meter for Sault-ruten.

Rekorden for de 21,6 kilometer fra Bedoin til toppen indehaves af Iban Mayo (juni 2004) og er på 55,51 minutter. Charly Gaul fra Luxembourg havde i mange år rekorden, sat allerede i 1958, på 1 time og 1 minut, et bevis på, at det mere er menneskelig vilje og mod end teknik og udstyr, der kræves på Mont Ventoux. En rigtig god motionscyklist kan klare turen på cirka to timer, mens de fleste nok bruger 33,5 time, så der er tid nok til at høre de fleste af Beethovens symfonier eller Paul McCartneys samlede værker for sit indre øre, enten per hukommelse eller på den medbragte cdafspiller.

Det giver varme at køre op til toppen, hvor temperaturen gennemsnitligt er cirka 11 grader lavere end nede i bunden. Det kan anbefales på det kraftigste at have noget varmt tøj med til nedkørslen, som med en hastighed på ”blot” 50 kilometer per time klares på 2030 minutter. Pas på under nedkørslen; det er ikke ufarligt, og der er mange sving.

Ventoux’ vine
Mont Ventoux’ skråninger er hjemstedet for vinene, der i 1973 fik appellation contrôléestatus med betegnelsen Côtes du Ventoux. Sammenlignet med den store og meget mere kendte nabo i Côtes du Rhône kæmper Ventouxvinene med større højder og køligere forhold. Der har været tradition for lette rødvine og roséer, livlige og nemme at gå til, så længe de var unge. Man har dyrket de samme druer som i Rhône – grenache, syrah, carignan, cinsault og mourvèdre – og vinmarkerne spreder sig over i alt 51 kommuner. De bedste marker ligger på de sydvendte skråninger og omfatter blandt andet byerne Mormoiron, Caromb, Bedoin, Flassan og Mazan.

Størstedelen af vinbønderne har historisk leveret deres druehøst til de lokale kooperativer baseret på fortløbende femårige kontrakter, og så sent som i 1988 var der kun 20 registrerede selvstændige producenter. Dette tal er steget til 200 producenter i år 2000 og er stadigt stigende. De unge dynamiske sønner er kommet til. Hvor fædrene var tilfredse med blot at dyrke og høste druerne, vil sønnerne, for de flestes vedkommende med ønologiske uddannelser i bagagen, være herrer i egne huse. Så det vælter frem med individuelle og spændende nye producenter og en masse dejlige substantielle vine, og det vel at mærke til priser, der må betragtes som uhyre attraktive.

Terrasses D’Eole
Vagabond besøgte en af disse unge løver, Stéphane Saurel, på den fædrene vingård, der er nangivet Domaine Les Terrasses D’Eole – af respekt for området og den dominerende vind, mistralen, der er opkaldt efter vindenes gud, Eole på provencalsk, og Æolus og Aiolos i romersk og græsk mytologi.
Stéphane er 33 år gammel, uddannet ønolog og med en praktisk baggrund hos en større ChateauneufduPapeproducent. Teorien var således i orden, da han i 1998 fra flere sider blev opfordret til selv at lave sine Ventouxvine.

Stéphane blev enig med sin far Claude Saurel om ikke at forlænge kontrakten med det lokale kooperativ, og i stedet kaste sig ud i selvstændighedens eventyr. Aftalen med kooperativet var lavet i 1959 af bedstefaderen og ville fortsætte automatisk i yderligere fem år, med mindre den blev opsagt her og nu. Det betød, at Saurel-familien havde 12 måneder til at stable et produktions-og salgsapparat på benene inden høsten 1999, som skulle være den første i eget regi og under eget navn. Det lykkedes, og den første årgang blev i vinkredse mødt med stor entusiasme og begejstring.

Familien råder over i alt 20 hektar, og det resulterer i en produktion på cirka
100.000 flasker årligt, hvoraf 80.000 er røde og 20.000 hvide. De traditionelle Rhône-druer dominerer. Grenache-druen, som giver blødhed og frugt-og bærsmag, er størst. Syrah-druen giver aroma, farve og tanniner (gemmepotentiale). De hvide druer er clairette, uniblanc og viognier.

Stéphane Saurel ved, hvad han gør. Han er veluddannet og tilfører nye produktions-metoder, mens respekten for traditioner bevares. Det giver sig udtryk i vinene med deres koncentrerede farve og fylde i sma-gen, primært et resultat af et større arbej-de i selve marken samt et lavere udbytte per plante. Flere druer kasseres, og kun de bedste bruges i produktionen.

Sortimentet består af en hvid Vin de Pays lavet på viognier-druer, tre alminde-lige Côtes du Ventoux-vine – en hvid, en rosé og en rød – samt to cuvéer, en hvid og en rød Lou Mistrau (det provencalske navn for Mistral-vinden), sidstnævnte udråbt som årets bedste Ventoux-vin i årgang 2000 af det franske vintidsskrift, Revue du Vin. Vinen har en supertæt farve, en intens duft af mørke bær, og krydderier med ristede overtoner og marcipan vælter op af glasset. Kroppen er velstruktureret, stofrig, krydret, med saftig bærfylde og flot integreret smag af lagring på egetræsfade.

Hurtig ældning i højden
Stéphane Saurel bestiger Mont Ventoux en gang om året, dels for sportens og fornøjelsens skyld, dels med videnskabelige eksperimenter for øje. Sammen med venner og familiemedlemmer køres i bil op i cirka 1.200 meters højde. Her parkeres bilerne og deres last af proviant og vin. De medbragte cykler bestiges, og kursen sættes ned ad bjerget mod Bedoin. Her parkeres cyklerne, og vandringen op ad bjerget begynder. Der overnattes nær toppen.

Den vidunderlige solopgang nydes, og så vandrer man ned til proviantvognene. De medbragte vine fra årets høst nedgraves på et hemmeligt sted, lige under jordoverfladen, og samtidig graves sidste års høst op og nydes sammen med de kulina-riske delikatesser.

Ifølge Stéphane ældes vinen hurtigere oppe i 1.200 meters højde, og han får derfor et godt indtryk af, hvordan årgangene og deres gemmepotentiale vil udvikle sig, om end han erkender, at trætheden måske kan sløve smagningens objektivitet. Efter et solidt måltid går turen med bilerne ned til Bedoin, cyklerne læsses på, og så går det tilbage til Mazan og det daglige slid i vinmarkerne.

Bragt i Vagabond nr. 5/2004

Vin-nyt!

  • 25 maj
    i november 2008 besøgte vi den sydlige del af det franske departement Drôme... læs mere
  • 25 maj
    Vaucluse og området omkring den storslåede bjergkam Les Dentelles des de... læs mere

Få vores nyhedsbreve

Nyhedsbrev - abonnement

Vi anvender cookies for at forbedre oplevelsen af dette websted. De er desuden vigtige for funktionerne på siderne. Du kan læse mere om, hvordan vi behandler cookie-oplysninger på denne side: Cookie oplysninger.

Jeg accepterer cookies fra denne hjemmeside.

EU Cookie Directive Module Information